DONG Energy opfatter alle maskinmestre i virksomheden som en særdeles vigtig resource, da de bl.a. indgår i mange tekniske og organisatoriske projekter.

LT: ”Vores 350 maskinmestre på kraftværker og andre anlæg i Dong Energy er en stor videnbærende gruppe og afgørende for, at de teknisk komplicerede anlæg fungerer. Hos Dong Energy opfatter vi alle maskinmestre i virksomheden som en særdeles vigtig ressource. Maskinmestrene hos Dong Energy har ansvar for driftsovervågning, planlægning af vedligehold, tilsyn med nye byggerier og idriftsættelse af nye anlæg samt den generelle tekniske support og troubleshooting. Desuden deltager maskinmestre i mange spændende projekter af både organisatorisk og teknisk art.
Når vi ansætter maskinmestre, lægger vi vægt på både de faglige og personlige kompetencer. Vi har brug for medarbejdere, som kan identificere sig med Dong Energy's forretningsmæssige mål, værdier og virksomhedskultur. Maskinmestre er og vil altid være nøglefigurer i vores virksomhed. Derfor ønsker virksomheden også et tæt samarbejde med maskinmesterskolerne. Samarbejdet udmønter sig konkret f.eks. i praktikophold og projektopgaver.”


NKT Flexibles er en moderne produktionsvirksomhed med mange maskinmestre som arbejdsledere.

NKT Flexibles designer, markedsfører og producerer fleksible rør-systemer til transport af olie, gas, vand og kemikalier til brug offshore på det globale marked.  NKT Flexibles I/S er et selskab i NKT koncernen og beskæftiger pt. ca. 430 medarbejdere.

MHL: ”Vi arbejder på skiftehold døgnet rundt, og de fleste af vores arbejdsledere i produktionen har en baggrund som maskinmester. Som arbejdsleder har du et meget ansvarsfuldt job, da du leder et skiftehold med op til 25 medarbejdere. Du har ansvaret for at nå de daglige produktionsmål sammen med teamet, bistå med løsningen af tekniske problemstillinger i dialog med vores planlæggere, teknikere, ingeniører, projektledere og kunderepræsentanter. 
Arbejdslederne danner et erfarent arbejdsleder-team, som er motiverede af at få produktionsplanen til at lykkes i et effektivt samarbejde med montører og operatører.

Vi har også maskinmestre, der er specialiseret i opbygning og udførelse af komplicerede test af vores produkter. Andre arbejder med produktionsplanlægning, vedligehold og produktionstekniske opgaver.

NKT Flexibles er en landbaseret offshore virksomhed, hvor produktivitet, kvalitet og sikkerhed er lige vigtige succesparametre. Vi har gennem årene ansat både nyuddannede og erfarne maskinmestre, der udover deres faglige kompetencer, også er udvalgt pga. deres personlige kompetencer som f.eks. kreativitet, selvstændighed, beslutsomhed og fleksibilitet. NKT Flexibles er en dynamisk virksomhed i stor vækst – og maskinmestrene passer godt ind i vores kultur, hvor nøgleord er forandringsparathed, innonvation, team-work synlig ledelse og coaching af medarbejderne”.

 


  • 1995: Afgangsprøve fra 10. klasse
  • 1998: Afsluttet teknisk gymnasium, som HTX-student
  • 1999: Aftjent værnepligt
  • 2000: Værkstedsskolen på KME
  • 2003: Maskinmestereksamen fra Københavns Maskinmesterskole

Da jeg havde aftjent min værnepligt gik jeg på jagt i uddannelsesjunglen. Her tiltrak maskinmesteruddannelsen mig, fordi den forener det teoretiske med det praktiske. Da jeg ikke havde en erhvervsuddannelse, startede jeg på værkstedsskolen.
Mit første job var i et Varme- og ventilationsfirma, hvor jeg virkelig skulle være troubleshooter med fingre og hoved dybt begravet i alverdens forskellige opgaver. Efterfølgende blev jeg maskinmester i en industrivirksomhed. I dag er jeg maskinmester på Asnæsværket, som er Danmarks største kraftværk med en samlet kapacitet på 1.057 MW el, 250 Mj/s varme og 492 MJ/s damp. På Asnæsværket arbejder vi sammen i medstyrende teams. Vores opgaver spænder vidt. F.eks. overvåger vi processerne i anlægget, så evt. driftsstop og dermed driftstab forebygges bedst muligt. Det er også vores ansvar at iværksætte udbedring, hvis det af den ene eller anden årsag er påkrævet. Jobbet byder også på det, vi kalder runderinger på vagten, hvor vi skiftes til at være udegående for dermed at supplere overvågningen fra computeren med vores egen direkte iagttagelser. Asnæsværket er inde i en udvikling, som betyder, at der både nu og i fremtiden vil være mange spændende udfordringer. Da jobbet som maskinmester på Asnæsværket således ikke på nogen måde er statisk, er mine fremtidsdrømme lige nu forbundet med de muligheder for kompetenceudvikling, som jeg har realistiske forventninger til i mit nuværende job. Da jeg næsten lige er blevet far til en dejlig dreng, passer de skiftende arbejdstider mig perfekt, idet de giver mig mulighed for at være fleksibel i forhold til min familie, som også består af min kæreste Christel og en vaks lille ruhåret gravhund.