Hvad betyder akkreditering? Det er den proces, der foregår for at skolens organisation godkendes til at uddanne maskinmestre. Godkendelsen sker med udgangspunkt i undersøgelsen, der indebærer at mange processer endevendes. Vi skal bl. a. redegøre for skolens fysiske rammer, skolens kvalitetssikring, lærerkvalifikationer, håndtering af undervisning og praktik, kontakten til erhvervslivet samt skolens vidensgrundlag.

Omkring sidstnævnte udtrykker rapporten, der sammenfatter undersøgelsen: ”Ekspertpanelet vurderer at det er meget positivt at udbuddet har udviklet et arbejdsredskab, et såkaldt vidensregnskab, hvori udbuddet opstiller alle relevante fagområder og relevante udviklingstendenser som udbuddet skal følge med i inden for hvert fagområde både i forhold til beskæftigelsesområder, udviklings- og forsøgsarbejde og relevante forskningsresultater. Dette vidensregnskab er med til at skabe overblik over den nye viden der tilgår udbuddet, og bidrager derved til at sikre at alle relevante beskæftigelsesområder løbende er dækket”

Hvordan foregår processen? Hele organisationen deltager i indsamling af data, vi skal bruge til at besvare de mange emner. Vi var en mindre projektgruppe, der samlede de mange data for at skrive en redegørelse, som skulle danne grundlag for vurderingen. Eksperterne besøgte os efterfølgende på KME for at se på de fysiske rammer og for at interviewe studerende, undervisere og ledelse. De har ud fra deres indtryk skrevet en rapport, der indstiller til Akkrediteringsrådet om en positiv akkreditering

Hvad har det betydet for skolen? Det har betydet, at skolen er bekræftet i, at vi er på rette spor med vores udvikling. Vi har nok udviklet organisationen i retning af større synlighed af det vi gør og vi er blevet bedre til vidensdeling medarbejderne imellem. Det har ikke umiddelbart betydet ændrede arbejdsgange, men vi er blevet meget mere bevidste om at de tiltag vi skal igangsætte fremover skal støtte op om de elementer, der skaber en god uddannelse.

Henrik Andersen, Lektor og koordinator for skolens arbejde med akkrediteringen

Se rapporten fra EVA her